Om mig
Jeg er brændende optaget af sammenhængen mellem krop og psyke og nysgerrigheden på den sammenhæng har drevet mig i mit arbejdsliv. Jeg er oprindeligt uddannet fysioterapeut og har arbejdet 10 år som behandler på DIGNITY – Institut mod Tortur og 10 år på Dagafsnit for Spiseforstyrrelse på Psykiatrisk Center Ballerup. Herfra har jeg samlet en bred faglig og teoretisk viden om behandling af traumer, angst og spiseforstyrrelse.
Senest har jeg uddannet mig som certificeret sensorimotorisk psykoterapeut, en 4 årig kropsorienteret psykoterapeutisk uddannelse. Uddannelsens metode opsummerer hele mit faglige ståsted, da den hviler på et videnskabeligt grundlag, der teoretisk kan redegøre for nogle af sammenhængene mellem krop og psyke. Desuden har den konkrete værktøjer til at arbejde med de sammenhænge. Det er derfor den metode, der danner grundlaget for min behandling. Det er en amerikansk metode, som er ny i Danmark. Jeg har taget uddannelsen i London. Hvis du vil læse mere om den – klik her
Jeg har tidligere taget en række psykoterapeutisk rettede uddannelser, hvis metoder jeg også trækker på. Det drejer sig f.eks. om Somatisk Traume Terapi, Neuroaffektiv udviklingspsykologi, Mindfulness, Kognitiv Adfærdsterapi, Dialektisk adfærdsterapi, NLP og Basic Body Awareness Therapy.
Jeg er forfatter til ”Interventions for Physiotherapists working with Torture Survivors”. Læs den her: https://dignity.dk/wp-content/uploads/publication-series-6.pdf
Desuden har jeg bidraget til et kapitel om spiseforstyrrelse i ”Lærebog i Psykiatri for ergo- og fysioterapeuter”, der udkommer i juni 2024.
Jeg bor i Rødovre med min mand og søn og katten Alfred.